[ Español]
Oversættelse: Belangela Tarazona
Mindetale
Jeg husker den første gang
min far tissede i sengen:
en aroma af urter og eddike
gemte sig i soveværelset.
Han ville ikke have, at jeg badede ham. Han kunne ikke.
Slet ikke.
Hvordan kan man lade sig blive afklædt af en bøsserøv af en søn?
Den søn
som ønskede sig drengekroppe
på fodboldbaner og svømmebassiner,
der følte glæde ved forestillingen af de stramme svulmende
gylper.
Hvordan kan han lade mig komme tæt på ham uden at mærke alle kroppene,
af mænd befamlet af begær,
alle deres hænder?
Hvordan dækker man chikanens og frygtens øjne?
Jeg lod ham være alene
siddende i badekarret.
Da jeg kom tilbage, blev jeg overrasket over at se ham nøgen:
han havde klædt sig af.
Hans hud dannede folder som i et gardin,
som om den dragt,
den knogledragt, der var min far,
var alt for stor.
Kun hans ribben spændte
huden indefra, kun hans kraveben
syntes at knuse den gamle skal.
Pubeshåret misfarvet
og trist.
Der var den mørke stilk hans penis udgjorde,
et bløddyr
som skød frem fra bækken.
Hans krop, min fars krop,
tilhørte en mand, der var døende.
At møde op med et blåt øje
kan betyde, at dine klassekammerater
fanger dig med deres øjne.
Det kan også betyde, at din far
har fundet ud af, hvad de siger om dig i skolen
og han givet dig tæsk
så du lærer at forsvare dig selv.
Men, hvordan forsvarer man sig mod ord?
Hvor lærer man at vende dem om,
at ignorere dem
så de ikke vækker dig om natten
brølende de samme fornærmelser?
Hvor gemmer man sig for ordene?
Hvis de opdager dig på badeværelsernes vægge,
på stolene i klasselokalet,
ordene ved, hvordan man sætter dit navn fast på en tegning af pikke,
på en tegning af penetrerede røve.
Hvis ordene jagter dig
som en sværm af ophidsede bier,
jagter dig hele vejen
og de kommer ind i dit værelse
og de høres i fjernsynet,
i mors stemme
som spørger om hvordan det gik i skolen
og summer,
summer,
de summer.
Man ender med at tro på dem,
med at vende sig for at se, når nogen råber: bøsserøv!
på gaden.
Når det er nytteløst at gemme sig
for din fars mistroiske blik
fordi han har set det hele.
Uger før han døde
kunne far ikke genkendte mig,
vidste ikke, hvem jeg var
eller om jeg kun var
et par hænder, der vaskede ham,
gav ham mad, flyttede ham.
Alzheimers havde efterladt
en indpakning af min far.
Den tomme indpakning af hans krop.
Han spurgte altid, hvor mor var henne,
hvem jeg var, hvem den
gamle mand, der dukkede op i badeværelsesvinduet var,
når der kun var ét spejl.
Han havde efterladt mig alene i huset,
kun
med venstre timer af uret,
al ensomheden ved at være sammen med min far
gentog sig,
gentog sig.
Hver dag var den samme dag.
Der var ingen fremtid, blot rutine.
Jeg vidste, at i morgen var en fjern dag,
at tiden ikke ville gå
indtil min far
endelig
ville sove ind.
Han er min marionetdukke, min far.
Jeg bader den, jeg giver den mad,
Jeg rengør den.
Dette er vores lille dukkehus,
denne ro, som vi spiller for galleriet.
Der skete aldrig noget grusomt her,
hvad kunne der ske,
hvis der aldrig sker noget?
Det er mine ord, der kommer ud af hans mund,
min gestik er hans hænder på bordet.
Det er den stumme marionetdukke efterladt af Alzheimers,
dette er hans livsværk,
denne,
hans djævelske dukkefører.
Jeg ville gerne forære min far
en søn, der ikke er knust.
En søn
uden fabrikationsfejl,
med reservedele til hans raseriudbrud,
dygtig til bolde eller distancer.
En søn, som kan præsentere dem for
en smuk dame til middag,
uden dette kors af ensomheder på ryggen.
En klippe af en søn,
hvor han kan læne sig op ad uden frygt.
En bonsaisøn,
der vokser under hans skygge.
En tamkat, der ikke farer vild på vej hjem.
En søn med alle de brikker, du havde planlagt, far.
Ikke denne søn lavet af papir,
ikke denne søn lavet af glas
som skærer sig på sine egne kanter.
