Hernán Bravo Varela

Svenska ] [ Suomi ] [ [Español]

Oversættelse af Belangela Tarazona




Aldrig bevogtede vi får.
Vi kunne blot mødes
for at tale om vores singleliv.

                              Aldrig
red vi fukser. Vi red ved siden af hinanden,
brændemærkede hinanden, testede hestesporene
for at blive enige i hastens smerte.

                                                  Aldrig
iklædte vi os ternede skjorte, ej heller tog vi rancher hatte på
vi blev forvirret af nøgenheden og nærede mistro til kroppe med undertøj på.

                              Aldrig
blev vi viet, ej heller fik vi afkom.
Vi havde en forestilling om at eje et goldt kæledyr
og et hus med højt til loftet.

                              Aldrig
havde vi en skjult kærlighedshistorie.
Vi var synlige, anekdotiske, endda for alle.

                                                   Aldrig
besteg vi bjerge ej heller fiskede vi 
ørred i floden.

                                                 Aldrig
vil du være dårlig til at spille harmonika.

                                                                    Aldrig
vil du slå mig på munden.

                            Men vi kan kalde os natten fra den 15. september, sparke eller vrinske,
miste synet i kontrollerede miljøer.




Ud over os er der en strand
med to soler. Det er en nedstigning til paradiset,
hvorfra ganske få kommer tilbage. Et hotel
med et værelse uden spejl
hvis indre er et åbent vindue;
sengen har noget bryllupssengetøj
som fuldbyrdes af aircondition 
når skabningen forlader værelset, det knækker
i to halve og begge går hen imod byen
for at glemme og tage en rundtur.

                                               Ud over
er der tredjeparter, der vågner op en søndag
af vores historie for at pålægge os
deres.  “Han har forspildt en chance” siger de
og vi siger. Og der tales om kausaliteter,
og havearbejde, om aldringen,
om migration af endemiske fugle,
og der kommer andre.

                    Det er på tide at det bliver sagt
med letsindighed, tilbage til os,
mænd med buketter af liljer
som blinker sin morsekode ved middagstid,
som det sand du ser spækket med fodspor
under vandet, for at huske den form vi havde
da skabningerne præhistorisk kom ud af vandet,
uden at lukke døren, uden køn, uden at vende tilbage.





(ENHVER, SIT EGET)

Ved søen, kunne de enlige
tålmodigt optælle stjerner,
men de bliver hurtigt distraheret.

                   Nu,
liggende på græsset kaster de enlige
sten i søen og synker to
eller tre stjerner før vandet
finder roen fra tidligere.

Ved klokken otte tændes lyset i havnemolen;
de tænder et bål. De enlige
ryger og skåler, spiser og ligger
ved vandkanten. Ildfluerne
samles, lyser op, spredes.

Anna sø, Virginia, d. 24. maj 2008




En dør er åben eller lukket
Hvad der kommer derfra, er en åbenbaring,
spørgsmålet om skønheden i et rige i nærheden,
svaret fra et obsidianspejl.


                                    Jeg ved ikke
hvem vi følger, men vi snurrer som toppe
der leder efter snoren, der lod dem snurre.
Det er sådan vi gør os indbydende:
dem vi afskyede, er blevet presserende, mørke.

Hernán Bravo Varela
Hernán Bravo Varela

Hernán Bravo Varela (1979) er poet, essayist og oversætter. Han har forfattet digte og essays: Oficios de ciega pertenencia (Mexico, 1999 og 2004), Historia de mi hígado y otros ensayos (México, 2017), La documentación de los procesos (Spanien og Mexico, 2019) og Malversaciones. Sobre poesía, literatura y otros fraudes (Mexico, 2019). Han har også oversat (spansk) værker fra Emily Dickinson, Christina Rossetti, Oscar Wilde, T. S. Eliot og teaterstykket The Burial at Thebes af Seamus Heaney.

Leave a Reply