Mazen Maarouf

[Svenska]    Icelandic

Tændstikhunden

Jeg bor til leje i et hus i Alperne. Hunden der holder vagt ved huset, er blind. Eller næsten blind. Den har en svulst på venstre øje i samme farve som øjenlåget. Svulsten hænger ud på en mærkværdig måde, som en kæmpestor tåre, og man kan se årerne pulsere i den. Den påvirker begge øjne, og det ville ikke nytte noget at fjerne den. Hunden er ved at miste synet. Det er et spørgsmål om dage. Desuden er den gammel. Den kan knap rejse sig når du nærmer dig. Men den forsøger. Den forsøger virkelig hver gang. Det lykkes den ikke at rejse sig før du har givet den et medfølende klap, er kommet forbi den og skal til at gå ind af hoveddøren. Når du er lige ved at lukke døren og vender dig om mod den, giver den dig det der blik der siger ”efterlad mig ikke her” eller ”tag mig med ind i huset” eller måske ”gem mig på dit værelse”. Et blik med mere end én betydning. Du ved ikke nøjagtigt hvad det betyder – som det er med alle hundes blikke. Altså hunde hvis syn er intakt. Hunde som springer, gør og leger med børn. Der er ingen børn her. Jeg er den yngste lejer. Selv hunden er ældre end mig. Derfor behandler den mig som et barn. Den logrer med sin trætte hale og tager med glæde imod alt hvad jeg byder den. Selv et kogt æble.

                  Edith, kvinden i halvfjerdserne der ejer huset, har lagt mærke til min interesse for hunden. Altså, min falske interesse. For jeg forsøger. Jeg forsøger virkelig hver gang. Jeg stopper et øjeblik ved hunden hver gang jeg kommer hjem, mens jeg forsøger ikke at kigge på svulsten. Jeg kniber øjnene i og ønsker at jeg var svagtseende, selvfølgelig uden at have en svulst på størrelse med en kæmpe tåre. Jeg rører ved hundens pels med min hånd mens jeg smiler nervøst for at være på den sikre side. For måske observerer nogen mig, Edith for eksempel. Jeg bliver nødt til at være venlig. Svulsten gør mig nervøs, og jeg må indrømme at jeg væmmes ved den. På vej op til mit værelse går jeg direkte ind på badeværelset og vasker mine hænder grundigt med den olivensæbe jeg har taget med fra Tunesien. En enkelt gang blev jeg ramt af et ”panic attack”.

                  Edith har også lagt mærke til at jeg er begyndt at stjæle æbler fra plantagen der omgiver huset. Hver dag går jeg ud og stjæler et æble. Et enkelt æble. Det tager mig lang tid selvom der er mange æblemarker. Æblet skal være rundt og glat som en bold. Jeg har tænkt det igennem. Det passer mig bedst at lege med hunden fra en vis afstand så jeg ikke behøver at røre den. Jeg ved endnu ikke at hunden er så godt som blind, og hver gang jeg kommer hjem, triller jeg et æble hen mod den fordi den ikke kan rejse sig. Første gang tager hunden glad imod æblet, men den kan ikke få sat tænderne i det. Så jeg begynder at koge det stjålne æble før jeg triller det hen mod den. Sådan gør jeg i tre dage. Den fjerde dag afbryder Edith mig og spørger om jeg har lagt mærke til hunden. Jeg svarer for sjov: ”Selvfølgelig, tror du jeg er blind?” Hun siger: ”Jeg mener, har du lagt mærke til at hunden er blind?” Jeg forsøger med et høfligt smil at skjule min forlegenhed. Edith fortæller mig at det ikke er en vittighed, at det er et spørgsmål om dage før hunden vil miste synet helt, og at æblet må have bidraget til dens blindhed på grund af sukkerindholdet. Så siger hun: ”Din interesse i hunden er overdrevet. Der er ingen grund til at gøre alt det.” Den dag får vi vekslet et par ord. Edith er østriger. Sådan opfatter hun sig selv selvom hun er italiensk af nationalitet. Under første verdenskrig erobrede Italien området og annekterede det. ”Du er fra Mellemøsten”, siger hun så. ”Du må have set forfærdelige ting. At se en hund dø hen kan vel ikke røre dig.”

                  Jeg fortæller ikke Edith at jeg havde en hund da jeg var barn. Den var velopdragen. Min mor og far købte den da den var hvalp, på deres bryllupsdag. Jeg stak min magre arm ind i dens bug til op over albuen og slap tændstikkerne i min hånd så de landede i dens mave, uden at den bevægede sig det mindste. Jeg var barn. Under krigen var det nemmere at få fat i tændstikker end mad. Hundens krop begyndte i takt med mine forældres skænderier at tørre ud. Den hund havde også det der blik der har mere end én betydning. Den fæstnede det på mig mens jeg stak flere tændstikker ind i dens mave. Indtil dens pels faldt af, dens hud opløstes helt, og den tilsidst blev til en tændstikhund jeg ikke længere kunne flytte på. Ikke uden at den ville falde fra hinanden. Jeg holdt mig altid i nærheden af den, indtil den første bilbombe eksploderede og den gik i stykker på grund af rystelserne. Så samlede jeg stykkerne i en plastikboks, og vi kastede den i havet, for en hund af tændstikker kan ikke drukne. Senere fik vi at vide at boksen var eksploderet da den ramte en vandmine tæt på, og at alle tændstikkerne på en gang var føget flammende hen over vandet. Fra hver brændende tændstik havde der lydt et lille hyl.

                  Nu har Edith bedt mig gøre hende en tjeneste. Jeg skal hjælpe hende med at slå hunden ihjel. Vi skal vente et par dage til. Til hunden er blevet helt blind, siger hun. ”Hvis min søn havde været her, havde jeg ikke bedt dig om det, men han er taget til München for at se en fodboldkamp og kommer først tilbage om to uger. Så længe kan det ikke vente. Vejret passer til at slå hunden ihjel. Og vindens temperatur er ideel til at tørre liget.” Edith vil ikke bare slå hunden ihjel, hun vil også udstoppe den. Hun siger i en bydende tone at jeg skal stikke huller i et æble med en nål og koge det i sukkervand for at gøre det sødere og fremskynde hundens blindhed.

                  Der går et par dage, og netop da jeg triller et æble så sødt som marmelade over til hunden, lyder Ediths stemme fra vinduet: ”Der er ingen grund til at give hunden æblet. Det er sket. Den er blevet helt blind her til morgen. Det vil være bedst at slå den ihjel efter frokost.” Men jeg fornemmer at Edith lyver. Da jeg nærmer mig hunden, giver den mig blikket: ”efterlad mig ikke her” eller ”tag mig med ind i huset” eller måske ”gem mig på dit værelse”. Jeg får det dårligt. Jeg ønsker virkelig ikke at slå hunden ihjel, det er kun for at føje kvinden.”Det er synd at lade den have det sådan her”, siger jeg til mig selv, og efter frokost befinder vi tre os på en æblemark Edith har arvet efter sin bedstefar. Hun rækker mig en gammel pistol, et levn fra første verdenskrig. ”Du skal ramme her. Så den lille kugle går ind i hjertet og opløser det. Vi har kun én kugle. Og når vi har slået hunden ihjel, skal vi tage den ud og putte den tilbage i pistolen. Pistolen er sjælden, og det er kuglen også. Deres faste plads er i vitrineskabet i stuen”, siger Edith. Jeg lytter opmærksomt. Men i stedet for at gøre som hun siger, tager jeg mig selv i at løfte hunden op i luften og ryste den vredt og voldsomt i håbet om at den vil falde fra hinanden i en bunke af tændstikker.

                  Derefter husker jeg intet. Senere har Edith fortalt mig at jeg, efter at jeg tog hunden op og rystede den, blev ramt af et slags nervøst sammenbrud og mistede synet et stykke tid. Alligevel insisterede jeg mærkeligt nok på at ville slå hunden ihjel. Edith rakte mig igen pistolen, og så med sine egne øjne, siger hun, hvordan jeg med stor præcision på trods af den blindhed der havde ramt mig, affyrede pistolens eneste kugle mod hunden. Jeg var sikker og ufejlbarlig som en hundeseriemorder. Det er hvad Edith siger. Jeg ved hvor simpelt det egentlig hænger sammen, og kan ikke tænke andet end at anfaldet af blindhed bare ramte mig på det helt rigtige tidspunkt, så jeg slap for at kigge på svulsten mens jeg slog hunden ihjel.

____________________________________________________

Oversættelse af Sofie Lausten Mortensen

Mazen Maarouf is a writer, poet, translator and journalist. Born in Beirut to a family of Palestinian refugees, Mazen holds a bachelor degree in General Chemistry from the Lebanese University. Since 2013, he is a citizen of Iceland, and currently resides in Reykjavik. Mazen has published three collections of poetry: The Camera Doesn’t Capture Birds (2004 and 2010), Our Grief Resembles Bread (2000), and An Angel Suspended On a Clothesline (2012). He is also the author of two short story collections: Jokes for the Gunmen (2016 and 2017), which was awarded the 2016 Al-Multaqa prize for the Arabic short story, and The Rats that Licked the Karate Champion’s ears (2017).